Pt. forestiller vi os at en GUI-listeneren lytter på GUI'en og rapporterer videre til controlleren. Begrundelsen er, at vi ikke ønsker at vores controller skal blive alt for "bloated", som den potentielt kunne blive hvis den skulle håndtere begge dele. Desuden skaber det overblik ved at definere et konkret ansvar for begge klasser med henblik på at opnå lavest mulig kobling: Listeneren samler op på beskeder fra GUI-elementer (knapper etc.), så controlleren kan få nogle meningsfyldte beskeder.
Controlleren taler med model-laget, men GUI'en (i form af en GUI-controller) er ikke direkte koblet på de forskellige klasser i modellen (lav kobling). I stedet observerer GUI-controlleren på en model-facade, som giver besked når der skal opdateres, hvorefter selve programvinduet bliver opdateret. En af overvejelserne bag model-facaden, er, at hvis alle klasser i modellen skulle extende Observable, ville de ikke kunne extende noget andet, som vi senere kunne finde på.
